Molano & Aaberg

Behøver en skilsmisse at være ond?

Artikel til Politiken, søndag d. 3. oktober 1999 

af aut. psykolog Mari Ann Sander Molano

Det er på tide, at vi får et mere velafbalanceret billede af ægteskab og skilsmisse og forsøger at inkorporere begge dele som brugbare og acceptable modeller for at leve livet.

Parforhold

KAN MAN FORESTILLE sig en lykkelig skilsmisse? Med børn impliceret? Det følgende vil være en flirt med tanken.

Jeg finder tilbagevendende mig selv måbende over den for mig at se overvældende generelle forestillinger om at skilsmisse pr. definition er et onde. ”Det onde” drejer sig om vores (vi skiltes!) stakkels børn. De bliver rodløse, mister fornemmelsen af kontinuitet, får en splittet identitet og en masse andet, som med ufravigelig sikkerhed vi præge dem resten af livet.

Det er i hvert fald det, vi må høre om og om igen.

Lad mig indlede med at sige, at det naturligvis er lykkeligt, når familien fungerer. Men helt ærlig, ofte er det ikke virkeligheden, vel? Ofte ligger virkeligheden faktisk meget langt væk – også for ”helt almindelige mennesker” – og så er det ikke kun mor og far, der har det elendigt, men også børnene.

JEG SYNES DET er på tide, at vi får et mere velafbalanceret billede af ægteskab og skilsmisse og forsøger at inkorporere begge dele som brugbare modeller for at leve livet.

Fra at have været noget nær et modefænomen op igennem 70erne forekommer det mig, at der for tiden er en tendens til næsten at være bange for skilsmissen. Den betragtes som et personligt nederlag, måske bl.a. fordi den minder os om det, vi så ofte har fået at vide op igennem 80erne og 90erne: at vi er en generation af rodløse og angste narcissister. Og det er vi måske også, men ikke kun, vel?

Skilsmisse og ægteskab ligner hinanden på mindst et punkt. Det bærende element i begge tilfælde er deres ”hvordan”. Det er ikke bare det at sige ”godmorgen”, det er måden at sige ”godmorgen” på. Ingen kan vel være uenige i, at ægteskabers ”hvordan´er” er meget forskellige og at nogle klarer opgaven med langt større held og evne end andre. I modsætning til hvordan det ofte fremstilles forholder det sig ligesådan med skilsmisser. Nogle er langt bedre til at være skilt fra hinanden end andre.

MEN HVORFOR ER det så svært at se det positive i skilsmissen? Kirsten Boman m.fl. skriver i 1989 (”Opbrud i familien”), at vi er ”sluppet af med en række fordomme omkring det at lade sig skille. De voksne fordømmes ikke længere moralsk, og skilsmissebørn betragtes ikke længere som potentielle afvigere eller kriminelle”.

Set i nutidigt perspektiv er jeg helt uenig. Fordømmelsen finder sted i rig udstrækning, men langt mere subtilt og mindre italesat end tidligere. Mere eller mindre bevidst bærer mange af os rundt på et ekstremt forældet ægteskabsideal: kernefamilie og ”til døden os skiller” som den i sidste instans ultimative lykke.

Ideelt set har børn måske bedst af at bo med begge forældre under samme tag.

Men idealer skal jo ikke leves, de skal efterstræbes, og hvis de alligevel søges levet, kan de ende med at blive årsag til en skæbnesvanger vildledning i stedet for vejledning.

Jeg har så svært ved at forstå, hvordan det kan være så meget bedre at leve i en familie, hvor forældrenes evne til at være kærlige over for deres børn nedsættes betydeligt – år ud og år ind – fordi de har det ad helvede til.

Hvordan kan det være bedre end et par forældre som lever i adskilthed og i højere grad end før magter at leve op til deres fælles forældreansvar netop pga. adskiltheden?

Jo stærkere et ægteskabsideal som ovennævnte er – i en kultur og hos den enkelte – des sværere vil en evt. skilsmisse være, uanset hvor tiltrængt den også måtte være: Følelsen af fiasko kommer snigende.

Det er vigtigt, at vi spørger os selv, hvad det er for signaler vi sender, når vi entydigt fortæller forældre, hvor vigtigt det er, at de på alle tænkelige måder må ”redde” deres ægteskab fra forlis – som om et ægteskabs forlis nødvendigvis var det samme som livets, samarbejdets, glædens og forældreskabets forlis.

Får vi tilført de skilsmisseramte parter endnu et unødigt slag oven i hovedet?: Til den voksne: ”Du uansvarlige og skyldige, du anretter af en næsten ubodelig skade i et lille menneskes liv” og til barnet: ”Din stakkel, du stigmatiserede, fra nu af mere udsat, et dårligere liv”.

ET LEVET EKSEMPEL: Da jeg blev skilt, mødtes jeg ofte med folks meget velmendende kommentarer: ”Åh nej, det var dog forfærdeligt. Er du sikker på, I har kæmpet nok? Tror du ikke, I kan finde sammen igen? Og hvad med jeres datter?… Men, ja… selvfølgelig… hvis ikke det kan være anderledes, så… ja, så er det vel også det bedste”.

Det gik kun langsomt op for mig, at hvad den slags udtalelser gjorde ved mig: ”Åh, det er da også for dårligt, hvorfor kunne vi heller ikke, hvor er det også bare typisk mig!” (=følelsen af fiasko rykkede nærmere).

Tvivlen nagede og folks reaktioner og deres og mit eget ægteskabsideal gjorde ikke tvivlen mindre. Det gik op for mig, at der var en stor diskrepans mellem manges syn på min skilsmisse og mit eget. En stor del af mig var faktisk glad for at blive skilt og begyndte at undres over, hvorfor så få mennesker havde øje for, at den del også skulle kultiveres og at netop denne del faktisk ville kunne lette smerten ved skilsmissen noget.

SOM UDENFORSTÅENDE deltager kunne man i stedet f.eks. have spurgt: ”Gud, skal I skilles? Nå… hvordan har du det med det? Er det godt eller skidt eller hva´?”

Heri ligger en åbenhed og ikke en fordømmelse. I vores tilfælde havde adskillelsen været undervejs længe, og det var den rigtige vej for os, det er vi enige om, også selvom det har været hårdt og krævende.

Vi har gjort det bedste for os, ikke kun det bedste i forhold til hvor rædselsfuldt det måske var at være sammen, men det absolut bedste, med udgangspunkt – ikke i et ideal – men i hvem vi er, hvor vi hver især er i vores liv og hvad vi er i stand til at være og yde i forhold til os selv, hinanden og vores fælles barn.

Og det er vel egentlig ikke så tosset endda, selvom sidstnævnte da nok skal få raget nogle småneuroser til sig. Og hvis de – neuroserne – skulle blive lidt større, så er jeg overbevist om, at det også ville være tilfældet, hvis hendes forældre var blevet sammen.

Liv i Praksis • Diakonissestiftelsen • Peter Bangs Vej 7a • 2000 Frederiksberg © 2017
CMS::TypoConsult