Molano & Aaberg

Individuel psykologbehandling og rådgivning

Vi vil alle i løbet af vores liv have perioder, hvor vi oplever, at livet slår knuder, bliver uforståeligt og smertefuldt og hvor vi får brug for at stoppe op og tænke, mærke og se, hvad det egentlig er, vi står i. Der er ligeså mange måder at tackle disse perioder på, som der er mennesker. Det er vigtigt at fastholde, at et utal af måder kan være gyldige og gode for den enkelte. Så længe de ikke i for høj grad er til gene for vores medmennesker.

For en del mennesker kan der, forud for det at beslutte sig for at opsøge en psykolog, ligge en længere periode med overvejelser over, hvordan man mon kommer videre med livet – og på den bedst mulige måde. I en psykoterapeutisk ramme kan man skabe et rum for sig selv, hvor de ting, som er vigtige at kigge på, bliver taget alvorligt – af en selv og af psykologen.

Afhængig af, hvem man er og afhængig af hvad det er for vanskeligheder man har, kan man gribe det an på forskellige måder. Nogle vil gerne kigge specifikt på en afgrænset problematik – det kan f.eks. være angst – andre vil gerne brede livet ud og i højere grad lade komme, hvad kommer - der kan være tale om mere eksistentielle eller selvudviklingsorienterede mål.

Uanset om vi er syge eller raske, sindslidende eller ”kun” må slås med almenmenneskelige problemer, så bevæger vi os frem i livet i en vekselvirkning af for det første de erfaringer, vi allerede har gjort os, for det andet af vores forestillinger om livet, som ligger foran os og for det tredje af vores møder med verden lige nu og her. Der er altså tale om et ganske kompliceret netværk af forhold. Netop det, at vores egne erfaringer og tanker er en vigtig del af vores bevægelse i livet gør, at ingen andre end os selv i sidste instans kan afgøre, om det, vi tænker, føler og mener, er rigtigt for os. Dette er for os begge en meget vigtig etisk pointe i psykoterapi. Der er ingen tvivl om, at vi i vores kontakt og samtaler med andre mennesker, herunder naturligvis psykologer, kan inspireres og hjælpes til at se og opdage forhold, sammenhænge og muligheder, vi ikke selv har fået øje på, men i sidste instans er det os selv, der kan vurdere, om det, vi kigger på er godt eller skidt, rigtigt eller forkert.

At gå ind i et psykoterapeutisk forløb er at vælge i en kortere eller længere periode at folde sit liv – eller dele heraf – ud sammen med et andet menneske, som man ikke i forvejen står i relation til. For mange indebærer det en mulighed for og et forsøg på at udtrykke og blive klogere på noget af det, som vi finder vanskeligt eller umuligt at dele med andre, og det indebærer et håb om, at den person, vi sidder over for, kan støtte os på vejen videre frem, i hvert fald for en tid.

At gå ind i et psykoterapeutisk forløb er således også at vælge at træde ind i en sårbar position, hvor man på forhånd forsøger at opgive noget af den kontrol eller nogle af de til tider lidt fastlåste overbevisninger, vi alle bringer med os igennem vores liv. Det er at invitere et andet menneske til at være med på sidelinien – ikke mindst i forhold til nogle af de ting, som vi selv kan have svært ved at forstå og vanskeligt ved at agere på og komme videre fra.

At gå ind i et psykoterapeutisk forløb vil for nogle føles som – og være – en særlig modig gerning, netop fordi det fordrer en måske uprøvet grad af åbenhed over for et andet menneske. At udvikle en åbenhed og fortrolighed med et andet menneske er ikke noget, der kommer af sig selv. Det forudsætter, at der udvikles en tillid imellem klient og terapeut. Af samme grund forudsættes en særlig høj grad af etik fra terapeutens side, således at den sårbarhed, man som klient møder op med, bliver taget godt vare på.

Liv i Praksis • Diakonissestiftelsen • Peter Bangs Vej 7a • 2000 Frederiksberg © 2017
CMS::TypoConsult