Molano & Aaberg

Pårørende til sindslidende

Psykiatrien har traditionelt set ikke fokuseret særlig positivt på de pårørendes betydning for den sindslidende og på de pårørendes behov for hjælp. Der blæser nyere og mildere vinde, hvad det angår, i disse år.

Det at være pårørende til mennesker med alvorlige psykiske lidelser, kan være en meget barsk og opslidende erfaring i livet. Magtesløshed og mange svære følelser kan dukke op som følge af disse særlige vilkår, livet nu skal leves på.

Sindslidelser som for eksempel skizofreni, bipolær sindslidelse (tidligere maniodepressiv sindlidelse) og personlighedsforstyrrelser er omgærdet af svære tabuer og stor mangel på viden, hvilket kan gøre det særligt vanskeligt for pårørende, at finde den nødvendige støtte fra deres omgivelser.

Man vil også kunne opleve, at andre forhold i livet, som har været vanskelige, men dog til at bære, pludselig ikke er til at bære længere, fordi smerten over at se ens kære i så svær lidelse, tapper én for kræfter og energi.

I sådanne tilfælde kan det være godt at have nogle at tale frit med om det, der sker lige nu og her. Det kan være påtrængende at beklage sig over et system, som i en del tilfælde ikke fungerer tilfredsstillende og det vil måske kunne være en hjælp at få lidt mere kendskab til, hvad den pågældende sindslidelse har af konkret betydning for relationen. Det vil også kunne vise sig, at temaer fra ens eget liv vil være relevante at tage op. Sådan er det ganske ofte: Når vi støder på eksistensen i dens smertefulde form, vil vi ofte finde, at andre forhold i vores liv begynder at røre på sig. Spørgsmål som: ”Lever jeg det liv, jeg gerne vil?”, ”Har jeg gjort det rigtige?” osv., vil kunne dukke op.

Det er vigtigt, at man som pårørende til et menneske med en sindslidelse får en god forståelse for, hvad sindslidelsen betyder. Ofte kan det være af særlig stor betydning, at pårørende får støtte til at forstå og anerkende deres egne reaktioner, i den aktuelle krisesituation.

Det, at et familiemedlem udvikler en sindslidelse, kan være en så stor belastning for såvel den sindslidende som de pårørende, at kontakten på ulykkelig vis mindskes og i nogle tilfælde måske helt forstummer. I bund og grund er der som regel ingen af parterne, som ønsker denne udvikling, men når kommunikationen går skævt og forståelsen for de forskellige perspektiver bliver for lille, vil det i nogle tilfælde være den eneste løsning, der er til at få øje på.

At tale med en psykolog kan være en måde at tage sig af sig selv på, men også en måde at operere med flere perspektiver. Det er et både et forståeligt og meningsfuldt skridt at tage, når vi finder os slidte og magtesløse. 

Liv i Praksis • Diakonissestiftelsen • Peter Bangs Vej 7a • 2000 Frederiksberg © 2017
CMS::TypoConsult